Giv dit barn gode pengevaner
- Beskrivelse
- Yderligere info
Det er vigtigt at give børn gode pengevaner fra starten. Her er en bog, der kommer med konkrete redskaber til at klæde forældre på til at lære deres børn at blive økonomisk ansvarlige. Børn skal lære, hvad penge er, hvor de kommer fra og bruge dem på det, der giver bedst mening.
For dårlige pengevaner er et stort problem for mange børn og unge mennesker. I 2020 var 46.500 unge danskere mellem 18 og 30 registreret i RKI som dårlige betalere, og samtidig bliver flere og flere endnu yngre børn fanget i ludomani af varierende grader.
En del af problemet skal findes i den moderne verden, hvor mønter og sedler er forsvundet til fordel for betalingskort og digitale penge. En ændring, der gør det sværere for børn og unge at lære om og forstå penges værdi.
I ’Giv dit barn gode pengevaner’ giver Anne Juel Jørgensen med udgangspunkt i den nyeste forskning på området – blandt andet adfærdsøkonomi – forældre til hjemmeboende børn, konkrete og brugbare værktøjer, der i en digital verden gør det muligt at give de næste generationer gode pengevaner og den bedste økonomiske start på livet.