Thomas Korsgaard
Thomas Korsgaard (f. 1995) debuterede i 2017 som 21-årig med romanen Hvis der skulle komme et menneske forbi. Året efter udkom fortsættelsen, En dag vil vi grine af det. Begge romaner, som i et vist omfang er inspireret af Korsgaards egen opvækst på en gård uden for Skive, fik en overvældende positiv modtagelse, og han er bl.a. blevet kaldt "Et af Danmarks absolut mest opsigtsvækkende og overbevisende litterære talenter". I 2019 udkom novellesamlingen Tyverier, der kredser om hemmeligheder, ensomhed og store forhåbninger. Korsgaard debuterede som børnebogsforfatter i 2020 sammen med veninden Frida Brygmann med bogen Minimund. I 2021 færdiggjorde han trilogien om Tue med romanen Man skulle nok have været der, for hvilken han modtog De gyldne Laurbær.